Sagsbehandler
– 360 graders observation
Sagsbehandler
– 360 graders observation
Rådgivning og vejledning til kommuner i forhold til børn med sjældne diagnoser, fysiske handicap og kroniske sygdomme
Jeg rådgiver, vejleder, observerer og giver min vurdering af, hvordan funktionsnedsættelsen påvirker barnet i forskellige miljøer.
Hvis barnet har en sjælden diagnose er funktionsbeskrivelsen ofte påvirket af manglende faglige beskrivelser og prognose. Den manglende viden og usikkerhed påvirker samarbejdet omkring barnet.
Børn med fysiske handicap eller kronisk sygdom kan have andre udfordringer som smerter og nedsat udholdenhed, der giver komplikationer i forhold til at tilrettelægge barnets hverdag og vurdere behovet for støtte. Min faglige ballast og personlige erfaringer sætter mig i stand til at give en helhedvurdering af barnet som rækker udover diagnosen uden at negligere dens betydning.
Jeg sætter mig ind i barnets diagnose, observerer barnet i forskellige kontekster og taler med forældre og andre voksne omkring barnet. Derudfra laver jeg en rapport med en 360 graders beskrivelse. Dette giver et godt grundlag for et fælles billede af barnet i det videre samarbejde.
Det tilbyder jeg at samarbejde med kommunen om
- Vurdering af barnets reaktioner og funktionsevne og hvordan funktionsevnen påvirkes i de forskellige hverdagsmiljøer
- Ved børn med sjældne diagnoser tilbyder jeg at finde det sidste nye om diagnosen og inddrage det i beskrivelsen
- At skabe en ramme som kan danne udgangspunkt for fælles forståelse i samarbejdet mellem forældre, institution og forvaltning.
Det hele samles i en rapport, som sendes til sagsbehandleren – og, hvis det er aftalt, forældre og institution.
Rapporten udarbejdes i samarbejde med sagsbehandleren og familien. Den giver derfor et godt fælles udgangspunkt for det videre samarbejde om barnet. Rapporten er desuden et godt supplement i en § 50 undersøgelse, da den inddrager beskrivelser i de forskellige miljøer barnet færdes i.
360 graders observation – hjælp til at sætte realistiske mål
Børn reagerer forskelligt i forskellige omgivelser. For at sætte ind med rette indsats kan det være nødvendigt at lave en grundig observation og beskrivelse af, hvordan det enkelte barn påvirkes af sin diagnose i hverdagen.
Kontakt mig, hvis du vil høre mere om, hvordan jeg kan udarbejde en 360 graders observation for dig. Observationer udføres med udgangspunkt i OTIPM (Occupational Therapy Intervention Process Model).
En 360 graders observation er et godt supplement til en § 50 undersøgelse.
Hvad indeholder en 360 graders observation?
En 360° observation indeholder observationer af barnet over et aftalt antal dage. Jeg gennemfører samtaler med alle voksne i barnets hverdag, for at skabe et bredt billede af barnet. Hvor det er nødvendigt supplerer jeg med f.eks. en sensorisk profil.
Barnets diagnose beskrives med fokus på barnets vilkår, og muligheder for udvikling med den diagnose som han eller hun lever med.
Hvis der er sjældne diagnoser eller flere diagnoser beskrives, hvordan diagnoserne påvirker hinanden.
Det hele samles i en skriftlig rapport, som fremlægges for alle voksne omkring barnet.
Rapport efter 360 graders observation
Rapporten og fremlæggelsen betyder at alle parter omkring barnet starter med samme udgangspunkt, når der skal planlægges en fremtidig indsats, hvor der sættes realistiske mål for barnets udvikling.